Udstillinger & Stande
Udstillinger
Kl. 10.30-16.00, Nedre Foyer
Gå på opdagelse i udstillingen fra skolekunstprojektet ”Stjæl en streg”, hvor 400 elever fra 6 skoler i kommunen udstiller fantasihuse som ét fælles værk. Billedkunstner Line Frøslev har udviklet billedkunstforløbet, som har givet eleverne mulighed for at arbejde med arkitektur og fordybe sig i Ole Lund Kirkegaards forfatterskab.
Udstillingen kan ses i perioden 13. maj – 1. juni 2025 i Kulturhuset Skanderborg.
Forlaget LBA
Kl. 10.30-16.00, foyer
Mød Lasse Bo Andersen – tegner og forfatter – i hans stand fyldt med spændende, letlæste bøger og bogserier til børn og unge.
I Lasse Bo Andersens bøger kan du møde alt fra zombier og vampyrer til varulve, mumier og havfruer – og på Store Sløngeldag laver han zombietegninger til alle, der tør få sådan en med hjem.
Filtekongens finurlige filtede figurer
Kl. 10.30-16.00, foyer
Kig forbi det arbejdende værksted.
Forlaget Fantaktisk v. Mette Gosmer
Kl. 10.30-16.00, foyer
Hvad rimer på koriander? Og hvordan ser en snorkodille egentlig ud?
Forlaget Fantaktisk præsenterer forfatter og illustrator Mette Gosmer, som står bag bogen Sally Salamander.
Kom og mød forfatteren, deltag i en sjov konkurrence og få en snak om bøger, rim og læsning. Sally Salamander er Mette Gosmers første bog fra 2023. Den handler om Sally Salamander og hele hendes familie af onkler og tanter i usandsynligt mange varianter. På Sløngeldagen præsenteres også forlagets nye udgivelse “Den ensomme bager”.
Små Klimamonstre
10.30-16.00, Foyer
De populære Små Klimamonstre gæster igen Sløngeldage. Denne gang med et tegnehjørne, hvor du kan farvelægge deres monstre og aktivitetsark.
Ikke nok med det, så kan du også deltage i konkurrencen om klimamonstrenes nye bog "Madpakkemysteriet", som udkom 28. februar i år.
Du skal blot lægge din tegning i den hvide postkasse på standen, så er du med i konkurrencen.
Mette Telefoni
10.30 - 16.00, Foyer
Mød forfatter Mette Telefoni, som er forfatter og bosat i Mårslet.
Mette har udgivet seksten skønlitterære bøger - både fabulerende billedbøger og rim og remser til de mindste, fantasirige frilæsningsbøger til skolebørn og relaterbare romaner til unge. Mest kendt er hun for serien om pigen Ava, som snart tæller otte bøger.
Om Mette Telefonis nyeste udgivelse, billedbogen Nuddel, er der blandt andet sagt:
”Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner. Jeg plejer ikke at anmelde billedbøger, da jeg synes, de er for lidt yngre børn, men jeg synes, I skal stole på mig, når jeg siger: Den er det værd! En af de bedste billedbøger, jeg har læst! Gå ud og få fat i den!” (Universeofsrishti)
Kig forbi Mettes ordrige stand og se det store udvalg af bøger til alle aldersgrupper – du kan endda få et signeret eksemplar med dig hjem!
Den magiske billedsangbog
Kl. 10.30-16.00, foyer
Kig forbi standen med “Den magiske billedsangbog”, som er en visuel sangbog, der tager udgangspunkt i kendte danske børnesange.
Sangteksterne i bogen er akkompagneret af et væld af små piktogram-lignende illustrationer, der gør det muligt for selv helt små børn at “læse” med, og samtidig fungerer som en støtte for børn, der er i gang med at knække læsekoden. I forlængelse af hver sang, findes der en side med inspiration og vejledning til kreative aktiviteter, som læner sig op af sangenes handling og tematikker.
Idéudviklet og illustreret af Nicoline Johnsen, som du kan møde på standen. Nicoline kan ansigtsmale dig - og du kan farvelægge tegninger fra sangbogen.
Jul i det Magiske Bjerg
Kl. 10.00-16.00, foyer
Kom i julestemning hos forfatterne bag den anmelderroste “Jul i det Magiske Bjerg”
Hvis du er til trolde, ellefolk og nisser, så kig forbi forfatterparret Maj Nørgaard og Troels Engelbrecht og få en sand historie om troldfolk, åmanden og hekse fra lokalområdet.
Troels og Maj har skrevet julekalenderbogen “Jul i det Magiske Bjerg” på 24 afsnit, som handler om søstrene Reva og Ragnhild, der må rejse ind i et magisk bjerg for at redde julen og de voksnes fantasi. På deres uforglemmelige rejse møder de sagnfolk som ellekongen Gragán, skovheksen, trolde, nisser og andre mystiske væsner.
Lav en trold i modellervoks. Forfatterne vælger en vinder, som får en flot signeret plakat fra bogen i ramme og alle må selvfølgelig få deres kreationer med hjem.
Casper Legarth
Kl. 10.00 - 16.00, foyer
Mød forfatter Casper Legarth, Skanderborgs nyeste børnebogsforfatter, til Sløngeldage. Hans debutbog ”Vejen mod stjernerne” er en motiverende børnebog, der har til formål at inspirere børn og unge til at følge deres unikke drømme.
I bogen følges fire kendte danskere fra barndom til den helt store drøm, og vi kommer vidt omkring i emner som mobning, ensomhed, venskaber, håb og kærlighed.
Bogens medvirkende er:
Andreas Mogensen
Nadia Nadim
Simon Talbot
Stephania Potalivo
Projektet er baseret på frivillighed, så hele overskuddet af bogen doneres til Børnecancerfonden. Det betyder, at hverken forlag, de fire medvirkende eller forfatteren tjener på bogsalget.
Farveskyen
Kl. 12.30-16.00, foyer
Kig forbi Farveskyen, der sælger Tankestreger-bøger, hvis du er nysgerrig på at lære at tegne.